Afsporede forhandlinger


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Forhandlingerne om overenskomsterne for de offentlige ansatte er kørt af sporet – hvis de overhovedet på noget tidspunkt har kørt på et spor.

Har man fulgt blot lidt med i sagen, ved man hvad stridspunkterne mellem parterne er. Overordnet set var første knast, at der skulle forhandles en arbejdstidsaftale mellem lærerne og kommunerne. Det burde ikke være så svært, for på nuværende tidspunkt, har godt 70 kommuner siden 2013 indgået individuelle arbejdstidsaftaler med de lokale lærerforeninger. Silkeborg kommune var en af de første – hvis ikke den første. Det burde vores borgmester være stolt af. Han kunne gå på talerstolen på KL’s topmøde på torsdag og tilbyde at give forhandlerne en hjælpende hånd, så vi kan undgå en belastende strejke.

Men KL er måske ikke modtagelig for en håndsrækning? Når man kan aftale sig til rette lokalt, hvorfor så ikke centralt? Er det Moderniseringsstyrelsen – finansministeriets marionetdukke med Sophie Løhde i spidsen – der trækker i trådene og forhindrer KL i at gå i realitetsforhandlinger med lærerne, og som dermed også lægger gift for forhandlingerne på det regionale og statslige niveau? Det kunne man godt have en formodning om.

En strejke, der omfatter vitale grupper af offentligt ansatte, vil få alvorlige konsekvenser for alle i Danmark. Det ved de offentlige arbejdsgivere også. Hvis de har tænkt sig som modsvar til strejkevarslet at gøre som i 2013 og lockoute samtlige offentligt ansatte, spiller de hasard med borgernes liv og vil sætte hele samfundet i stå. De færreste i den private sektor vil kunne tage børnene med på arbejde, og i øvrigt er den private sektor også afhængig af offentlige serviceydelser for at kunne fungere. Det er politikerne, der overordnet har ansvaret for at hele samfundet fungerer, ikke den enkelte faglige organisation. De offentlige arbejdsgiveres forhandlere, bør være betydeligt mere lydhøre overfor organisationernes krav. Og det handler ikke kun om at undgå en strejke, det handler også om at de offentlige arbejdsgivere – og dermed politikerne har ansvar for at sikre ordentlige arbejdsforhold for hverdagens helte – dem der dagligt sikrer alle os andre en mulighed for at få en hverdag til at hænge sammen.

Som menigt byrådsmedlem får jeg ikke noget at skulle have sagt. Gjorde jeg det, ville jeg helt klart afvise en total lockout – det er det samme som at bede om et regeringsindgreb, og dermed synger den danske model på sidste vers.



Emner: