Dødens Top-10

– sygdom er ikke hver mands herre


Af Christian Juhl, MF, arbejdsmiljøordfører

Ufaglærte tjener mindre end andre på arbejde. Ufaglærte er oftere arbejdsløse end andre. Men ufaglærte lever også kortere og dør oftere af arbejdsulykker.

Sygdom er ikke hver mands herre. Den rammer hårdest blandt de, der må tage det hårdeste og som regel det dårligst lønnede arbejde.

I Top-10 over de brancher, der har den højeste antal arbejdsulykker, fylder de ufaglærte grupper næsten alt. Det viser en amerikansk undersøgelse over dødsulykker. Arbejdstilsynets ulykkesstatistik over alle ulykker i Danmark peger i samme retning (ulykker pr. 10.000 ansatte 2014):

  1. Slagteri – 420
  2. Vand, kloak, affald  – 372
  3. Anlæg  –  264
  4. Nedrivning – 229
  5. Politi, beredskab, fængsel – 224
  6. Byggeri – 220
  7. Godstransport  – 208
  8. Persontransport – 203
  9. Metal- og maskinindustri – 200
  10. Døgninstitutioner – 183

Den økonomiske ulighed stiger.

Hvad værre er, at også ulighed i sundheden stiger. Ufaglærte får det hårdeste og farligste arbejde. Det betyder, at de gennemsnitligt dør adskillige år tidligere end f.eks. akademikere. Mange når ikke engang frem til pensionsalderen. Det er dobbelt uretfærdigt for de, der rammes af dårligt arbejdsmiljø, – og hamrende dyrt for samfundet.

Skiftende regeringer med Venstre i spidsen har systematisk forringet det forebyggende arbejde:

      • Bedriftssundhedstjenesten, der rådgav virksomhederne, blev afskaffet
      • Arbejdsmiljørepræsentanternes indflydelse på arbejdspladserne og uddannelse blev forringet
      • Den nuværende regering er i gang med at skære 20 pct. af de ansatte i Arbejdstilsynet, der er myndighed på område

Disse graverende uretfærdigheder skal stoppes. Regeringen skal tvinges til systematisk at investere i det forebyggende arbejde

Ufaglærte og hårdtarbejdende har ligeså stor ret til et langt og sundt arbejdsliv som alle andre.



Emner: