Fra bombefly til bistand

Christian Juhl, Enhedslisten.
Af Christian Juhl, MF

Danmark står overfor historiens største investering. Regeringen vil købe 27 nye F-35-bombefly uden endnu at vide, om de kan bruges til formålet og uden at kende den endelige pris – men der er tale om mange milliarder kroner.

Alt er foregået bag lukkede døre, og den lovede folkelige debat er udeblevet. Forsvarsforligskredsen har ikke turdet at tage debatten med befolkningen, hvoraf omkring 59 pct mener, at vi ikke skal købe nye fly.

Verden har ikke brug for mere militær, og slet ikke bombefly, som kun er egnet til offensiv krigsførelse. Verden har brug for evnen til at løse konflikter med ikke-militære midler. Alt for ofte vælger politiske ledere at ”løse konflikter” med bombefly og soldater. Alt for ofte sker det med katastrofale følger: civile døde, flygtninge og kaos i landene bagefter. Alt for ofte efterlades lande i en værre situation end inden bomberierne blev indledt. Tænk på Afghanistan, Irak og Libyen.

En væsentlig del af ikke-militær konfliktløsning er udviklingsbistand. Den danske regering har besluttet at spare 2,7 mia. kr. pr. år på udviklingsbistand. Udviklingsbistanden er netop med til at forebygge kriser, der kan udvikle sig til krige. At bruge pengene på udviklingsbistand vil være visionært og forebyggende.

Tænk hvis flertallet af politikerne var ligeså klare i pæren som flertallet i befolkningen. Så ville de droppe det ukloge køb af bombefly, omgående. Og i stedet øge udviklingsbistanden.

Har du kontaktet dit folketingsmedlem? Hvis ikke, så gør det nu. Det er i disse uger, beslutningen tages.



Emner: