Hån i ytringsfrihedens navn

Ytringsfriheden er menneskets forsvar mod overmagten

KM-lille
Af Karen Marie Møller

Hvor længe skal Lars Vilks, Dan Park, Kurt Vestergaard, Lars Hedegaard m.fl. håne og ydmyge et mindretal i ytringsfrihedens navn, og hvor længe skal de opmuntres til at fortsætte i samme friheds navn? Hvad er deres budskab? Hvad er deres værdier? En profet tegnet som en hund? Sorte navngivne svenskere hængende med en løkke om halsen? Jeg deler ikke deres værdier, jeg tager afstand fra dem. Jeg ser, at de tydeligvis sårer andres følelser og vækker en ustyrlig vrede i et omfang, som vi slet ikke forstår.

Jeg taler ikke for, at vi ved lov skal forbyde disse menneskers ret til hån. Jeg taler for, at vi skal vende ryggen til dem, og at vi skal ophøre med at opmuntre dem til at fortsætte deres forhånelser i ytringsfrihedens navn. Lad os vende blikket tilbage til 30´erne, hvor nazisterne portrætterede jøder med store krumme næser, som rotter i kloakken, som begærlige tyveknægte. Jeg husker tegningerne fra min barndom. Skolen viste os børn disse tegninger for, at vi i afsky kunne tage afstand fra en sådan foragt for andre mennesker. I dagens Danmark skal børn lære, at sådanne tegninger er et udtryk for ytringsfrihed, og at retten til at tegne dem skal forsvares, om det så gælder med vores blod.

Vi lægger nogle meget triste dage bag os, hvor mennesker meningsløst måtte dø. Men jeg ser alligevel håb: Den fantastisk flotte mindehøjtidelighed. Den forbilledlige reaktion fra det jødiske samfunds side, og hvordan de jødiske og muslimske samfund i disse dage igen og igen pointerer vigtigheden af tætte relationer og gensidig respekt for hinandens tro. Og sidst, et bravt indlæg fra min politiske modstander, venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbech. Hun efterlyser svar på, hvorfor håneret er blevet en særlig dyrebar dansk værdi.

Jeg ser ytringsfriheden som menneskers forsvar mod overmagten, ikke et redskab til at tryne/mobbe mindretal. Jeg efterlyser ytringsvisdom frem for hånefrihed.



Emner: