Jakob Sølvhøjs 1. maj-tale i Silkeborg

Hvis du gik glip af talen, kan du læse den her

For en måneds tid siden ryddede det eksotisk klingende navn Mossack Fonseca pludselig overskifterne i alle landets aviser. Mere end 10 millioner dokumenter, der afslørede en verdensomspændende organisering af skattesvindel, var blevet lækket fra advokatfirmaet i Panama, der har specialiseret sig i at hjælpe nogle af verdens rigeste mennesker med at snyde sig fra at betale skat.

Panama-papirerne viste, at Mossack Fonseca har hjulpet mere end 300 velstillede danskere med at gemme deres penge i skattely, og historien er bare den seneste af en lang række, der har afsløret, hvordan virksomheder og velhavende danskere flytter rundt på formuer og indtægter for at slippe for at betale skat og bidrage til at finansiere den danske velfærd. Nationalbanken vurderer, at rige danskere har gemt mellem 100 og 150 milliarder kr i skattely. Formuer, der hvis de blev beskattet i Danmark, ville sikre milliardindtægter til de offentlige kasser. Penge der kunne bruges til mere personale på vores plejehjem og i vores daginstitutioner eller til forbedringer af vores folkeskoler og vilkårene for borgere med handicap.

Men millionæres skattesnyderi er ikke en dagsorden, der optager regeringen. Til gengæld er regeringen i fuld gang med at undergrave kommunernes økonomiske muligheder for at levere ordentlig velfærd, med at spare milliarder af kroner på vores gymnasier og erhvervsskoler og skære i kontanthjælpen til dem, der har allermindst, for at kunne bruge pengene til flere skattelettelser, til dem der i forvejen har mest. Man fristes til at spørge, hvor langt regeringen egentlig mener, det er nødvendigt at sætte selskabsskatterne og skatten på de højeste arbejdsindtægter ned, for at få den gruppe af velhavende danskere, der snyder i skat, til at betale deres andel af den fælles velfærd. Det er så trættende og urimeligt, at vi ustandseligt skal høre om arbejdsløse, syge og førtidspensionister, der belaster de offentlige kasser, når det er så åbenlyst, at nasserne det er dem, der gemmer deres formuer i Panama, i Luxembourg eller i Schweitz. Det var dér, regeringen burde sætte ind, men den vælger i stedet at skære i velfærden.

Selv om de kommunale budgetter i det store flertal af landets kommuner er trykket fuldstændig i bund, vil regeringen skære i tilskuddet til kommunerne med ikke mindre end 7 milliarder kr over de næste tre år. Det vil koste tusindvis af kommunale arbejdspladser, og det vil først og fremmest gå ud over borgernes velfærd. Vi vil få flere historier om ældre, der må ligge med en våd ble, fordi der ikke er tid til at hjælpe dem på toilettet. Der vil blive endnu mindre tid til det enkelte barn i vores daginstitutioner. Det vil blive endnu vanskeligere at få hverdagen i folkeskolen til at hænge sammen, og vi vil opleve stadig flere kommuner, der afprøver servicelovens grænser for at gøre støtten og hjælpen til borgere med handicap så billig for kommunen, som overhovedet mulig.

Det er uacceptabelt. Det er uværdigt. Og det er på høje tid, at kommunerne siger fra over for regeringen. Det har de konkret mulighed for at gøre ved de forhandlinger, der meget snart går i gang mellem Kommunernes Landsforeningen og Klaus Hjort Frederiksen og hans regnedrenge i finansministeriet. Kommunerne er nødt til at trække i bremsen og sige nej til flere forringelser. Der er brug for et kommunalt oprør, og derfor støtter vi i Enhedslisten den Velfærdsalliance af organisationer, der i omkring halvdelen af alle landets kommuner har indkaldt til demonstrationer foran rådhusene d.12. maj. Jeg håber, at mange af jer, der er kommet her i dag, også vil bakke op om demonstrationerne for en ordentlig kommunal velfærd. Både for at protestere mod regeringens politik over for kommunerne, men også for at minde kommunalpolitikerne om, at de har et ansvar for at sige fra over for finansministeren. Hvis kommunalpolitikerne frivilligt accepterer at få beskåret kommunernes økonomi, så må de også stå til ansvar, når nedskæringerne skal gennemføres i de kommunale budgetter. – Og det er derfor også en god idé at minde politikerne om, at det er næste år, der er valgår i kommunerne.

I denne uge har vi kunnet glæde os over, at der mange steder i landet har været protester mod regeringens forslag til en ny gymnasiereform. Det er på høje tid, for forhandlingerne om gymnasieuddannelsernes fremtid har allerede stået på i flere uger. Lykkes det regeringen at gennemføre sit forslag til en reform, vil det være en alvorlig forringelse af uddannelserne. Indholdsmæssigt vil den ensrette uddannelserne, så mange af de mindre fag må lukke på en række af landets gymnasier. HF’erne vil blive begrænsede i deres adgang til de videregående uddannelser, og regeringens forslag om et adgangskrav på 4 vil betyde, at mange unge i fremtiden vil blive udelukket fra at tage en gymnasieuddannelse.

Vi ved, at en skrappere adgangsbegrænsning vil ramme socialt skævt, så det især vil ramme unge, der ellers ville være blevet de første studenter i deres familie. Men gør det noget. Alle kan jo ikke blive studenter, lyder det fra mange politikere, der anser det som en selvfølge, at deres egne børn skal være det. Ja, det gør noget, hvis vi sætter unødvendige begrænsninger op for unges valgmuligheder i stedet for at støtte dem i deres valg. Uddannelse skal være drevet af motivation og ikke af tvang, og derfor er det fuldstændig naivt, når nogen politikere tror, at en adgangsbegrænsning på gymnasierne vil løse det problem, at så få unge i dag vælger en erhvervsuddannelse. En karaktermur om gymnasierne, vil ikke få unge til at strømme begejstret mod erhvervsuddannelserne.

Skal vi have flere unge til at gå den vej, skal vi gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive. Først og fremmest ved at gøre noget ved den katastrofale mangel på elev- og praktikpladser. Statistikker fra undervisningsministeriet viser, at der i dag er omkring 12.000 unge, der forgæves har søgt en praktikplads, og dertil kommer de tusindvis af unge, der forgæves har søgt om optagelse på social- og sundhedsskolerne. Vi har kendt problemet i årevis, og alligevel er det ikke blevet løst. Det vidner om den sociale skævhed, der stadig er i vores uddannelsessystem. Tænk engang, hvis direktørens datter eller kontorchefens søn kom hjem og fortalte, at de ikke kunne komme videre med deres gymnasieuddannelse, fordi der ikke var pladser nok i 2.g. Mon ikke problemet ville blive løst i en fart. Så se nu at få løst praktikpladsproblemet i stedet for at sætte nye barrierer for de unges uddannelsesvalg.

Regeringens holdning til uddannelsesområdet afspejler sig også i de spareplaner, som regeringen fik flertal for ved efterårets finanslovsforhandlinger. I løbet af fire år skal der spares 8,7 milliarder kr på uddannelserne, og så er kommunernes besparelser på folkeskolen endda ikke regnet med. Det betyder dramatiske nedskæringer og fyring af tusindvis af undervisere, og det vidner om en nærmest grotesk økonomisk prioritering, når vi samtidig ved, at regeringen har planlagt, at folketinget i den allernærmeste fremtid skal godkende et indkøb af nye kampfly, der alene i anskaffelse beløber sig til 30 milliarder kr. Og  når de sidste bomber er kastet over lande langt herfra og de sidste flystriber er trukket  hen over himmel himlen, vil de have kostet statskassen i omegnen af 90 milliarder kroner eller mere end 10 gange det beløb, som regeringen vil spare på uddannelserne og mere end 35 gange det beløb den årligt vil fjerne fra den kommunale velfærd. Det er det rene glade vanvid – det synes selv soldaternes egne organisationer. Så lad os spare de mange milliarder og lad os i stedet bruge flere penge på bedre velfærd i Danmark, på udviklingsbistand til verdens fattigste, og på at sikre de flygtninge, der kommer til Danmark fra verdens brændpunkter, en ordentli modtagelse og et godt og værdigt liv her i landet.

På en 1. maj er det vigtigt, at vi også husker hinanden på, hvor meget vi egentlig kan, når vi handler i fællesskab. Siden vi sidst var samlet til 1. maj har vi oplevet, hvordan det gennem et stærkt sammenhold i fagbevægelsen var muligt at vinde over luftpiraterne i Ryan Air. De troede, de kunne etablere sig her i landet uden at respektere den danske model og lave aftaler med de faglige organisationer. De troede, at de med deres usympatiske bøllemetoder kunne tromle sig igennem, som de har gjort i andre lande. At de kunne presse lønnen og lade de ansatte selv betale deres sygedage. Men sådan gik det som bekendt ikke.

Nu gentager historien sig med det sorte taxa-firma Uber, der er Ryan Air på fire hjul. Som hos Ryan Air er der tale om usle lønninger og ringe arbejdsvilkår. Det er rendyrket social dumping, og derfor skal Uber mødes af den samme fælles modstand, som den der sendte Ryan Air ud af landet. For hver gang det lykkes arbejdsgiverne at trække én sten ud af den overenskomstmur, der sikrer ordentlige vilkår på vores arbejdsmarked, bliver det næste gang nemmere at undergrave de kollektive rettigheder. Derfor er det så vigtigt, at vi sammen bekæmper social dumping, hvad enten den foregår i luften eller på landevejen –  i byggeriet, i private daginstitutioner, i rengøringsvirksomheder eller i gartneribranchen, som det jo er aktuelt her i Silkeborg med konflikten mod Danroots, der bruger underleverandører, der ikke følger overenskomsten. Erfaringerne fra konflikten med Ryan Air viser, at det kan lykkes, hvis vi udviser solidaritet og står sammen.

Hvis vi står sammen kan vi ikke bare sikre ordnede vilkår på vores arbejdsmarked. Vi kan også skabe politiske forandringer – og det er der brug for. Om få uger kan Løkke-regeringen fejre sit første år på taburetterne. Sidst vi havde en ren venstreregering – for mere end 40 år siden – holdt den ikke engang 14 måneder, før den måtte give op og gå af. Desværre tyder det ikke på, at vi kan være helt så heldige denne gang, men vi må gøre, hvad vi kan for at gøre Løkkes tid i statsministeriet så kort som overhovedet mulig. Det kan vi gøre ved at bakke op om dem, der slås mod forringelser af deres vilkår. Hvad enten det er de offentligt ansatte, der slås mod besparelser og fyringer, uddannelsessøgende der slås mod forringelse af deres uddannelser, eller pensionister og førtidspensionister der gør modstand mod forringelse af deres boligydelse. Og vi kan gøre det ved sammen at formulere krav til forandringer, der sætter en helt ny politisk dagsorden, hvor det ikke handler om at skaffe skattelettelser til de få, men om at sikre ordentlig velfærd til de mange.

God 1. maj



Emner: