Myten om den danske vækst- og produktivitetskrise

Højrefløjens politik har fejlet – og de vil bare gøre mere af det samme

pelle_dragsted_web
Af Pelle Dragsted, MF, finansordfører

Når regeringer gerne vil gennemføre upopulære beslutninger, som det er svært at vinde opbakning til i befolkningen, så er det efterhånden blevet en tradition, at de opbygger et billede af en slags brændende platform, der tvinger os til at ”træffe svære beslutninger”.

Vi så det med reformerne af efterløn og pensionsalder. Her var det ældrebyrden og påstanden, om at vi ville mangle arbejdskraft i fremtiden, som blev brugt som brækjern. (Senere viste det sig at befolkningsprognoserne havde været forkerte, og at der slet ikke blev den mangel på arbejdskraft man havde forudsagt. Læs evt. mere her: http://politiken.dk/…/goer-op-med-liberalisternes-myter-og…/)

Vi så det med selskabsskattelettelserne hvor vi fik tudet ørerne fulde om, at Danmark havde et konkurrenceevneproblem. (En utrolig myte i en situation, hvor vi havde rekord i eksport og et årelangt kæmpeoverskud på både handels- og betalingsbalance. Læs evt mere her: http://politiken.dk/…/myte-1-loegnen-om-den-daarlige-konku…/).

Og nu ser vi det igen i opvarmningen til et reformefterår, hvor regeringen skal retfærdiggøre nye nedskæringer og skattegaver til de mest velhavende danskere.

Den nye brændende platform hedder vækst og produktivitetskrisen.

Forleden kunne vi fx læse med versaler i Berlingske Tidende, at Danmark “taber vækstkapløbet”, og at vores “produktivitet er i bund”.

På den baggrund kræver det sædvanlige kor af højrefløjsere og bankøkonomer, at regeringen skal gennemføre nye reformer, der kan øge produktiviteten: Topskatten må sænkes, det offentlige må ”effektiviseres” – You know the drill.

Men påstanden om den danske vækst og produktivitetskrise er stærkt problematisk:

1. Det er korrekt, at væksten i BNP (bruttonationalprodukt) i de senere år er lavere end de lande, vi normalt sammenligner os med, og at vi er faldet lidt ned ad listen over de mest velstående lande målt på BNP. Men måler man i stedet på BNI (bruttonationalindkomst), som er et mere relevant mål, fordi den indregner de gunstige bytteforhold i vores handel med udlandet og dermed den reelle velstand, så ser tallene langt bedre ud. Ja så har vores vækst faktisk været på niveau med fx USA’s.
https://ae.dk/…/ae_bnp-undervurderer-vaeksten-i-dansk-velst…

2. Det er også vigtigt at holde sig for øje, at det, der tales om, er væksten i BNP. Ser vi på, hvor dansk økonomi rent faktisk befinder sig, altså niveauet– så er Danmark i superklassen målt i BNP pr. indbygger – og endnu bedre målt i BNI. Når man læser dækningen på erhvervssiderne, kan man jo få det indtryk, at Danmark har en lav BNP/BNI – det er bestemt ikke tilfældet. Vi er fortsat et af verdens rigeste lande.

3. Der er en stor svaghed i at anvende et overordnet BNP-begreb, og ikke se på hvilke udviklinger der gemmer sig nedenunder. Nationalbanken har i et nyligt notat underopdelt væksten i BNP og bruttoværditilvæksten (BVT) i en række brancher. Opdelingen viser en markant vækst inden for industri og erhvervsservice. Det, der trækker ned, er transport (containerfragt) og råstofudvinding (Nordsøolien).
Danmarks ”vækstproblem” er således i meget høj grad et Mærsk-vækstproblem. Derfor giver det også meget lidt mening at udrulle en byge af nye ”reformer” og sende store topskattelettelser afsted for at ”skubbe på den økonomiske vækst”. Oliepriser og internationale fragtrater er helt igennem ligeglade med det danske skattetryk og arbejdsudbud.
http://www.nationalbanken.dk/…/Nyt_fra_Nationalbanken_2_201…

4. Når det kommer til produktivitet, er det sandt, at den årlige vækst i produktivitet har været lav i de senere år. Men igen skal det her huskes, at det er væksten i produktiviteten, vi taler om. Hvis vi ser på niveauet for produktiviteten, så ligger vi stadig tårnhøjt som et af verdens mest produktive lande.

5. Og der er en naturlig sammenhæng her. Vi kan nemlig se, at ikke bare Danmark, men også andre lande, der ligger i spidsen på produktivitetsniveauet, ofte har lavere vækst i produktiviteten, end lande der i udgangspunktet har lavere produktivitet. Det kan skyldes, at en række effektiviseringseffekter allerede er gennemført. Eller som professor i økonomi ved Københavns Universitet Katarina Juselius påpeger i en artikel: ”Væksten i arbejdsproduktivitet er nok ved at være udtømt i højteknologiske lande som Danmark. Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan presse sin arbejdskraft, uden at den begynder at tage skade”.
https://www.information.dk/…/store-ubekendte-produktivitete…
Nationalbankdirektøren pegede også på en årsag i et nyligt interview:
”Vi har tidligere været igennem en forvandling fra landbrugssamfund til industrisamfund, og her var der mange produktivitetsgevinster at hente. Vi begyndte at arbejde langt mere effektivt. Men nu er vi i gang med overgangen fra industrisamfundet til servicesamfundet – og her får vi ikke længere de samme produktivitetsgevinster”
https://www.zetland.dk/historie/sOLXJg69-ae2KvJdE-b2dfe

Det giver med andre ord ikke mening at forvente, at Danmark skal fastholde samme høje vækst i produktivitet, som lande, der endnu ikke har gennemført samme effektivisering og teknologiske moderniseringer. Og gøre det til et dommedagsscenarie, når vi ikke har det.

Der er altså grund til at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved fortællingen om en brændende platform i form af en vækst og produktivitetskrise. Danmark er i verdensklasse på velstand og på produktivitet. Og det kan ikke forventes, at vi i fremtiden skal have samme vækst som lande, der kommer fra et lavere udgangspunkt. Faktisk bør vi ud fra et klima- og ressourcespørgsmål slet ikke ønske os det.

Et lille, men vigtigt, PS:
Hvis vi på trods af forbeholdene alligevel accepterer, at Danmark i større eller mindre grad har et lavvækst- og produktivitetsproblem, så er der tale om en virkelig pinagtig tilståelsessag for højrefløjen og mainstream-økonomerne.

For nu har de gennem to årtier fået alt, hvad de pegede på: pensionsreform, efterlønsreform, førtidspensionsreform, dagpengereform, selskabskattelettelser, marginalskattelettelser etc. etc. Alt sammen ud fra løftet om, at vækst og velstand ville vokse til gavne for os alle.

En konstatering af, at den årlige vækst i dag er lavere end før, den fik skiftende regeringer til at gå reformamok, er jo en direkte erkendelse af, at deres politik ikke har leveret, hvad den lovede. Den har alene gjort Danmark mere ulige og trygheden for lønmodtagerne mindre.

På den baggrund er det mere end absurd, at de nu kommer og beder om mere af det samme. Mere af en medicin, som ikke har virket, men kun har gjort livet ringere for flertallet. Hvor dumme tror de egentlig danskerne er?



Emner: