Pihl Lorentzen og landbrugets “trange” vilkår


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Kristian Pihl Lorentzen lader ikke nogen lejlighed gå fra sig, når han kan se sit snit til at “argumentere” for flere motorveje med masser af biler, der udleder CO2, eller landmænds ret til at belaste miljøet yderligere. At passe på kloden lader han og Venstre andre om. Forleden var han kommet i besiddelse af en rapport fra CBS, som ifølge ham dokumenterer, at dansk landbrug har totalt unfair rammevilkår, når der sammenlignes med det øvrige EU.

Rapporten er udfærdiget af cand. oecon Troels Troelsen. Han er helt klart det konventionelle landbrugs og Kristian Pihl Lorentzens mand – det kan man også se af flere artikler og synspunkter gennem den seneste cirka halve snes år fra hans hånd. Formålet med rapporten er helt klart at få folk som Kristian Pihl Lorentzen og hans partifæller – både nuværende og tidligere minister for miljø og fødevarer – til at hoppe på limpinden og bruge den som argumentation for, at landbruget skal have udvidet ret til både gødskning og brug af sprøjtemidler.

Troels Troelsen sammenligner med landbrug i EU-nabolandene/-regionerne Skåne, Slesvig-Holstein, Mecklenburg, Midttyskland og England. Men hvad han ikke sammenligner er, hvor stort et areal, de danske landmænd dyrker af det samlede areal sammenlignet med de andre lande. Dansk landbrug lægger beslag på over 62% af Danmarks areal. Heroverfor står svenske landmænd, som kun lægger beslag på knap 6% af Sveriges areal, og i Tyskland drejer det sig om 38%.

Ingen betvivler at landbruget udleder kvælstof, fosfor og pesticider til både land- og vandmiljøet (formodentlig heller Kristian Pihl Lorentzen?). Selvfølgelig kan en svensk eller tysk landmand tillades at udlede mere pr. hektar end en dansk landmand. Fordi dansk landbrug beslaglægger så stor en procentdel af landet belastes vores miljø – og især vandmiljøet – forholdsvise mere af udledningerne end hos vores naboer, hvor de dyrkede arealer ikke beslaglægger så stor en procentdel af landet. Det er muligvis det Kristian Pihl Lorentzen og Venstre konsekvent kalder overimplementering af EU-lovgivningen.

Kristian Pihl Lorentzen priser også de mange arbejdspladser og store eksportindtægter, som landbruget bidrager med. Ifølge Danmarks Statistik er der 56.000 ansat i det primære landbrug, heraf er 10.000 gartnere – altså 46.000. Hver femte af disse er fra Østeuropa. Reelt er det altså under 2% af den danske arbejdsstyrke, der er ansat i landbruget. Og hvad økonomien angår, er landbrugets bidrag på ca. 3,5%. Det kan man selvfølgelig godt mene er meget.



Emner: