Israel og jøderne

Et nuanceret syn er forudsætningen for at forstå konflikten og dermed også dens løsning

KM-lille
Læserbrev af Karen Marie Møller

‘Et had, der ikke kender grænser’. Det var overskriften i Ela og Henrik Chievitz´ indlæg i torsdagsavisen. Det tager afsæt i, at hver anden muslim i Danmark vil af med Israel. De opridser muslimernes had til jøderne, og at jøder i stigende grad er udsat for hadske ytringer og overfald, også i Danmark. Herefter tegner de et billede af Israel, som ingen palæstinenser vil kunne genkende, ej heller en, der, som jeg, har besøgt Israel og de besatte områder.

Jeg vil gerne begynde der, hvor jeg er helt enig med Ela og Henrik. Det er forkasteligt, at mennesker udsættes for hadske ytringer og overfald på grund af deres køn, etnicitet eller religion. Det gælder selvfølgelig også jøder. Det er afskyvækkende, når nogen udsættes for angreb, vold og mord, som det skete i Krudttønden og foran synagogen. Jeg blev rigtig glad for at se, at det var en muslim, der efterfølgende tog initiativ til at danne en menneskekæde rundt om synagogen, hvor deltagerne kom fra alle trosretninger og de uden tro. Samme reaktion oplevede vi, da en menneskekæde dannedes rundt omkring en moske, som blev angrebet i august. Her stod kristne, ateister, jøder og muslimer hånd i hånd. Det er sådanne reaktioner, der gør det svært for de hadefulde at fiske i rørte vande. Vi almindelige mennesker skal reagere, hver gang der sker overgreb og vise vores afsky.

Så til den anden del af indlægget, hvor jeg er helt og aldeles uenig med Ela Og Henrik: De forstår ikke arabernes modvilje mod Israel, ej heller omverdenens syn på landet. De fremhæver Israel, som det multietniske og demokratiske land, der giver lige muligheder til alle. Landet som udvikler lægevidenskaben, teknologien og kulturen. MEN de nævner ikke med et eneste ord den ulovlige besættelse af Vestbredden, de ulovlige bosættelser, hvor hundredtusindvis af jøder har fordrevet palæstinenserne fra deres huse og jord og bygget egne byer og veje. De nævnet ikke bygningen af den otte meter høje mur inde på palæstinensisk jord, som skiller landsbyer, familier og naboer. De nævner ikke med et ord de checkpoints, som palæstinenserne ofte skal igennem for at handle i nabobyen, komme til deres marker eller til deres arbejde. Checkpoints, som er tremmeløbegange, hvor mennesker går igennem, som var de kvæg. Jeg har med egne ord set palæstinensiske huse på palæstinensisk jord blive jævnet med jorden for at give plads til jøder. Jeg har måttet igennem checkpoints sammen med palæstinenserne. Jeg har plukket oliven sammen med israelske rabbinere ind på palæstinensisk jord. Palæstinenserne kunne ikke selv plukke deres oliven, da aggressive bosættere i en udpost beskød dem og havde afbrændt en del af deres træer. Vi kom og hjalp bønderne, og fordi vi kom, kom militæret også for at forhindre, at vi blev beskudt. Det kan undre, hvorfor militæret ikke fjernede bosætterne, og derved forbryderne. Jeg har besøgt Hebron, som ligger inde i Palæstina, hvor unge fredsvagter fra hele verden hver dag må følge palæstinensiske børn i skole, fordi de skal forbi en jødisk bosættelse, hvor børn og voksne kaster sten efter børnene. Og så har jeg slet ikke nævnt Gaza, som ligger i ruiner.

Jeg ved ikke om Ela og Henrik nogen sinde, som jeg, har besøgt lignende steder. Hvis ikke, vil jeg opfordre dem til at gøre det. De vil derved få et mere nuanceret syn på den ulykkelige konflikt, som berøver så mange mennesker livet på begge sider. Et nuanceret syn er forudsætningen for at forstå konflikten og dermed også dens løsning.

Jeg har en god ung ven, Yonatan Goldhstein. Han er jøde, kommer fra Silkeborg og rejser i disse måneder rundt i de palæstinensiske områder. Følg ham på Facebook, og se, hvordan det ser ud fra den side. Men jeg vil advare jer: Det er trist og rædselsvækkende, og det tjener ikke Israel til ære.



Emner: