Helt klar til kommunalvalget

Efter generalforsamlingen lørdag er Enhedslisten i Silkeborg helt klar til kommunalvalget.

Kandidatlisten blev gjort færdig – ud over de fem øverste kandidater, Lene Fruelund, Peter Sig Kristensen, Charlotte Kold, Jørgen Madsen og Lykke Dahlén, som blev valgt i foråret – blev listen udvidet med Jesper Lundberg, Bente Fuglsbjerg, Mikael Hasle og Kirsten Gammelgaard.

”Jeg synes, at vi har en rigtig god liste,” udtaler Enhedslistens spidskandidat, Lene Fruelund. ”Jeg er især meget glad for, at vi kan præsentere en liste med flertal af kvinder. Det er der næppe andre partier, der kan gøre os efter. I modsætning til de fleste andre partier fører vi fælles valgkamp, betalt af vores fælles partikasse. Alle bidrag går til fælles valgkamp. Vi skal heller ikke ud og sætte vores egne plakater op. Vi har en med de fem spidskandidater. Vi slås ikke indbyrdes.”

Lene Fruelund stiller denne gang ikke op til regionsrådet. Silkeborgs lokale kandidat er Kirsten Gammelgaard.

Generalforsamlingen satte også det sidste punktum i valgprogrammet.

”Det er en god opsamling af vores politik på mange områder,” siger Peter Sig Kristensen, nummer to på Liste Ø. ”Så kan alle finde frem til, hvad vi mener, og samtidig er det en god huskeliste, ikke mindst for os, der er nye på listen.  Der er utroligt mange valgmøder frem til den 21. november, og vi er i fuld gang med at fordele dem imellem os, så alle kan komme ud og møde vælgerne.”

Det var Enhedslisten første generalforsamling i egne lokaler i Fredensgade midt i Silkeborg. Der var meget stor tilfredshed, både med hvor gode de er blevet i kraft af en stor arbejdsindsats fra en række medlemmer, og med de muligheder de medfører. Der holdes allerede mange møder, og der er planer om at udvide aktiviteterne med kulturarrangementer, fællesspisning og cafemøder.

”Der var opbakning til den linje, som vi har fremført under førstebehandlingen af næste års budget, og ligesom vi to byrådsmedlemmer oplever det, var der stor undren over, at borgmesteren endnu ikke har inviteret partierne til forhandlinger om det endelige budget. Og utilfredshed med den måde, som borgmesteren holder det økonomiske overblik alt for tæt til kroppen. Men vi møder frem, så snart vi bliver inviteret,” understreger Lene Fruelund.

Kritikken udmøntedes i en udtalelse, som kritiserer de varslede besparelser, som kommer samtidig med, at regeringen vil gennemføre skattelettelser. Enhedslisten opfordrer til modstand:

”Den 4. oktober indkalder fagbevægelsen til stort aktivmøde for at sætte gang i protester mod skattelettelser til de rige og nedskæringer til de fattige. Vi opfordrer så mange som muligt til at deltage og bakke op bagved forslaget om en landsdækkende aktionsdag i november.

Vi opfordrer forældrene i kommunens dagtilbud og skoler til at protestere endnu engang mod besparelser på deres børns vilkår.”

Årets regnskab viser et underskud på godt 25.000 kr., som skyldes, at der nu skal betales husleje og samtidig udgifter til istandsættelse af de nye lokaler. Men der er stadig nok i kassen til en slagkraftig valgkamp.

Den nye bestyrelse består af Mikael Hasle, som er kontaktperson, Mikkel Zøllner Andersen, Kirsten Gammelgaard, Jesper Lundberg, Erik Wissing og Jørgen Madsen.

Det er også fremover Jakob Sølvhøj og Malte Bang, der stiller op til Folketinget for Liste Ø i henholdsvis Silkeborg Syd og Silkeborg Nord.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: