Enhedslisten kan andet end sige NEJ

Svar til Jørn Rye Rasmussen (SF) på et spørgsmål til Enhedslisten. Af byrådskandidat Lene Fruelund.

Lene_240w

Jørn Rye er så venlig at spørge Enhedslisten i et læserbrev d. 1/10, om vi har en politik ud over at sige nej. Her giver han os i hvert fald mulighed for at sige JA – for det har vi. På nogle stræk er vi såmænd helt enige med SF. Et nej til at poste millioner i et nyt stadion og et nej til Nordskovvejen er ikke bare et nej, det er SF’s nej til samme anlæg jo heller ikke, det er et valg om at bruge skattekronerne mere konstruktivt. Vi ønsker en økonomisk omprioritering, der betyder nej til prestigeprojekter.  Vi vil gerne sikre at folkeskolerne i hele kommunen får de fysiske rammer, som er nødvendige, når den nye folkeskolelov træder i kraft til august 2014. Og vi vil hellere bruge penge på at energirenovere.

Jørn Rye har helt ret, når han konstaterer, at vi er stærkt kritiske overfor mange af de beslutninger, som det siddende byråd har truffet. Det drejer sig ikke bare om enkeltstående beslutninger, men vi  mener kursen er forkert. Det drejer sig bl.a. om den centralisering med Silkeborg by som centrum, som har fundet sted. Kritikken indebærer naturligvis, at vi vil gå i den modsatte retning.

Vi tror på fællesskabets styrke, og vi ønsker at udvikle og ikke afvikle den offentlige sektor. Det indebærer til gengæld endnu et nej, nemlig nej til udlicitering af kommunale opgaver – lige fra rengøring af skoler til plejehjem.

Vi vil sætte fokus på en hurtigere grøn omstilling, naturligvis på energiområdet, men også med genanvendelse af en større del af vores affald . Og vi vil have økologisk mad i alle institutioner og kommunale kantiner.

Vi vil rigtig gerne i samarbejde med alle ansatte og de faglige organisationer i kommunen gøre den til en bedre arbejdsplads,  være med til at fjerne unødigt bureaukrati og registreringstyranni  og veksle de frigjorte kræfter til bedre service og et respektfuldt møde med borgerne. Det er tiltrængt efter den voldsomme personalereduktion i 2010. Der er efter Enhedslistens opfattelse behov for opnormering både i daginstitutioner , i ældrepleje og indenfor handicap- og psykiatriområdet.

Vi synes, der i kommunen er taget nogle skridt i den helt rigtige retning med hensyn til at sikre unge uddannelse og fastholde dem i uddannelsen. Vi vil gerne tage det næste skridt, nemlig at benytte os af uddannelsesklausuler, når kommunen sender anlægsopgaver i udbud, så vi på denne måde kan sikre flere praktikpladser til unge under uddannelse.

Der er meget mere vi gerne vil, og Jørn Rye og alle andre kan læse om det her på hjemmesiden.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: