Det hænger ikke sammen

Arbejdsvilkårene for kommunens skraldemænd er blevet voldsomt forringet

JørgenMadsen04
Af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

”Det er centralt, at Silkeborg Forsyning arbejder aktivt og målrettet for at udbygge selskabets image som en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne sikres tryghed og udvikling gennem fokus på sikkerhed, arbejdsmiljø, viden, kompetence og efteruddannelse. En arbejdsplads som både tiltrækker og fastholder kompetent og professionel arbejdskraft, således at selskabet med sit arbejdsudbud også er med til at tiltrække nye borgere til kommunen.”

Sådan står der i Silkeborg Kommunes ejerstrategi for Silkeborg Forsyning.

Silkeborg Forsyning er et 100% kommunalt ejet aktieselskab, som bl.a. er ansvarlig for dagrenovation. Der sidder fire byrådsmedlemmer i bestyrelsen.

Det kan måske ikke undre, at arbejdsgiveren ikke kan se noget problem i, at skraldemændene nu skal tømme over 1200 spande om ugen pr. mand mod tidligere 850.

Det kan måske undre lidt mere, at Silkeborg Forsynings affaldschef har tiltro til vognmanden og heller ikke synes, at det er et problem.

Men at de byrådspolitikere, som sidder i Silkeborg Forsynings bestyrelse, kan få ovenstående fine ”ejerstrategi” til at harmonere med de vilkår, som skraldemændene bliver budt i dag, undrer mig til gengæld meget.

Hver fjerde af de gamle skraldemænd har sagt nej tak til at arbejde for Meldgaard på trods af mange års erfaring (eller måske netop derfor?).

”Jeg vil hellere se tilbage på 36 gode år som skraldemand i stedet for at slutte af med at være træt af mit arbejde, fordi jeg har slidt mig ned,” siger en af dem til Avisen.

50% flere skraldespande pr. mand! Og Meldgaard har oven i købet indsat biler med høj udstigning i stedet for dem, som kørte for Renonord.

Hen over hovedet på skraldemændene er ruterne blevet lagt om, så der hverken er hoved eller hale i noget.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen med de fine ord.

Samtidig har Meldgaard indsat skraldebiler med EURO4-motorer, som har en meget større udledning af CO2 end de EURO5-motorer, som ellers har kørt i Silkeborg. De er ikke udstyret med partikelfilter og må eksempelvis ikke køre i København, Århus og andre store byer.

I ejerstrategien står der: ”Kommunen ønsker en aktiv indsats i forhold til klimatilpasning. Selskabet skal derfor sikre, at der på alle relevante områder arbejdes med energireducerende og bæredygtige tiltag”.

Hvordan hænger det lige sammen?

Da byrådet i december skulle godkende Silkeborg Forsynings takster, stemte Enhedslisten som de eneste imod, fordi vi ikke havde tillid til det udbud, der havde fundet sted på dagrenovationen.

Det var klogt!



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: