Efter valget – delvist ny besætning i byrådet


Af Lene Fruelund, genvalgt byrådsmedlem

Efter et skuffende valg, hvor vi gik tilbage og en tumultarisk valgnat, har støvet nu lagt sig. Konstitueringen af det nye byråd er på plads, og vi kan se fremad og glæde os over, at vi har fået fire gode udvalgsposter.
Det tog lidt tid, før vores udvalgsposter faldt på plads – faktisk gik der en hel uge. Det har været svært for borgmesteren at få kabalen til at gå op – ikke at jeg har ondt af ham, når han på valgnatten lover formandsposter og en plads i Økonomi- og Erhvervsudvalget til alle en-mandspartier samt DF, så var der jo ikke meget tilbage til hans egen gruppe. Socialdemokratiet havde med deres 10 mandater naturligvis også krav på formandsposter og et antal udvalgsposter. Vi kom som rosinen i pølseenden, og vi havde frygtet, at borgmesteren kunne finde på at tildele os udvalgsposter, som vi ikke havde den store interesse i. Denne frygt blev gjort til skamme, og vi kan  nu se frem til de kommende fire års arbejde på vigtige områder.
Vi har i tiden efter valget haft løbende kontakt til Søren Kristensen (S). Hos Socialdemokraterne var der også stor fortørnelse over konstitueringsforhandlingerne og over SF, som pludselig fik travlt med at mele egen kage. Søren har i de forhandlinger, han har haft med borgmesteren faktisk også  bidraget til, at sikre os fire udvalgspladser, bland andet ved at stille krav om, at det nyoprettede Socialudvalg skulle have 7 medlemmer og ikke kun 5, som der ellers var lagt op til.
Peter Sig får en plads i Børne- og Ungeudvalget. Det er den nuværende opgaveportefølje, der også gælder for det nye udvalg. Det bliver spændende at se, om løfterne givet på valgnatten indfris, løfter om at hæve bevillingerne til folkeskolen og sørge for at kommunen på daginstitutionsområdet kommer op blandt den bedste halvdel. Her bliver Søren Kristensen (S) formand.
Peter får desuden plads i et nyetableret udvalg, Klima- og Miljøudvalget – også kaldet ‘varmluftsudvalget’. Udvalget blev etableret ene og alene fordi Alternativet og Radikale stillede det som et krav, og at Claus Løwe Klostergård fra Alternativet blev formand. Det er ikke kun mig, der kalder det varmluftudvalget, det er faktisk blevet en udbredt betegnelse, fordi det er lidt luftigt, hvad Alternativet forestiller sig, udvalget skal arbejde med. Men vi kan med Peter i udvalget bidrage til at sætte konstruktive og konkrete dagsordener.
Undertegnede får plads i Ældre- og Omsorgsudvalget, opgaveporteføljen er her den samme som i det udvalg, jeg sidder i dag, dog uden handicapområdet, som flyttes til et nyt Socialudvalg, hvor jeg også har fået en plads. Socialudvalget skal ud over handicapområdet også løse opgaver vedrørende misbrugsområdet, botilbud og andre ydelser til socialt udsatte og opgaver vedrørende voksne indenfor psykiatriområdet. Formand for ÆOU bliver Gitte Willumsen, hun var også formand for udvalget i forrige periode (det var dengang, der blev nedlagt en masse plejehjemspladser i Silkeborg!). Formand for Socialudvalget bliver den nyvalgte Helle Gade (S).
Vi ser frem til at komme i gang med arbejdet efter nytår, og håber på en lige så god opbakning fra en baggrundsgruppe, som Jørgen Madsen og jeg har haft i de fire år, der nu er ved at være gået.


Emner: