En god skolestruktur tager den tid den tager

Vi skal bygge videre på forældrenes entusiasme

Jørgen Madsen
Af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

I Enhedslisten er vi overbeviste om, at det bliver nødvendigt at forlænge den proces, som skal gøre det muligt at lande skolestrukturen på en ordentlig måde. Det kan ikke nås til byrådsmødet i januar.

Til Børne- og Ungeudvalgets ordinære udvalgsmøde tirsdag havde vi sendt et forslag, som udvalget ikke nåede at forholde sig til. Derfor vil vi hermed dele det med alle, der har interesse i, at skolestrukturen bliver så god som mulig. Og vi vil blive glade for kommentarer og forslag til forbedringer inden BUU’s temamøde den 10. december.

Vi mener, at BUU efter temamødet skal invitere alle skolebestyrelser til i samarbejde med alle medarbejdergrupper at udarbejde en kommentar eller evt. et forslag til, hvordan de forestiller sig, at netop deres skole kan indgå i en ny struktur, og beskriver hvilke problemer og udfordringer på deres skole, som de mener, at der skal findes løsninger på.

Det skal ske ud fra en række temaer, som har været fremført i høringsperioden. F.eks. skolefællesskaber, forpligtende skolesamarbejder, den samlede medarbejdergruppes kompetencer, valgfag og linjer i overbygningerne, skolebestyrelsernes rolle og ændringer i de nuværende skoledistrikter.

Skolerne får januar måned til at udarbejde et nyt svar. BUU mødes igen i februar for at bearbejde svarene. I februar/marts mødes BUU med repræsentanter for skolebestyrelserne og medarbejdergrupperne til f.eks. en heldagskonference.

I april udarbejder BUU et forslag, som sendes i en to til fire ugers høring i samme kreds. Et færdigt forslag fremlægges for byrådet i maj.

Konsekvensen vil være, at en kommende ny struktur ikke kan nå at træde i kraft inden indskrivningen af børn til skoleåret 2016/17, som det har været BUU’s mål med den fremlagte tidsplan.

Men det har netop ikke været meningen i flertallets forslag, at det skal få konsekvenser for indskrivningen i 2016/17, idet alle elever skal møde ind på den samme skole, som de i forvejen hører til.

Skolelederne opfordrer i deres høringssvar til at lade de nye ledelsesteam arbejde med ledelsesgrundlag og opgavefordeling mellem opstart af det nye skoleår og efterårsferien 2016, så de nye ledelser træder i funktion i oktober.

Hvis vi følger det, sker der ikke noget ved, at vi først får en beslutning på plads f.eks. i maj. Der er tid til at gøre det ordentligt.

Der har været en utrolig stor entusiasme blandt forældre og medarbejdere i de seneste par måneder. Den skal vi bygge videre på.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: