Enhedslisten sender SIF’s manglende leje af stadion til Tilsynet

Tilsynet med kommuner og regioner skal vurdere lovligheden af aftalen


Pressemeddelelse fra Jørgen Madsen, byrådsmedlem

Enhedslisten har længe været uenig med både den tidligere og den nuværende borgmester og skiftende flertal i Økonomiudvalget om tolkningen af lejeaftalen mellem Silkeborg Kommune og SIF Invest A/S vedrørende Silkeborg Stadion, også kendt som Mascot Park. Og om prisen for loungen på det gamle stadion i Sydbyen.

– Jeg har af flere omgange forsøgt at komme i en reel dialog med borgmester, Steen Vindum og Økonomi- og Erhvervsudvalget om lejeaftalen, men uden held, siger Enhedslistens byrådsmedlem Jørgen Madsen,
– og nu er min tålmodighed slut, så nu sender jeg sagen til Tilsynet for kommuner og regioner under Statsforvaltningen.

Silkeborg Kommune har ikke opkrævet leje af SIF’s brug af stadion siden 2012. Borgmesteren henviser til, at det står i lejeaftalen, at SIF ikke skal betale leje med henvisning til punkt 4.1 i lejeaftalen fra 2000:

“Det er mellem parterne aftalt, at der i lejeperioden ikke betales husleje, fordi

  1. der alene er tale om en begrænset brugsret for lejer i forbindelse med dennes afvikling af fodboldkampe
  2. lejer foretager en væsentlig ombygning af det lejede, og denne ombygning vederlagsfrit overdrages til udlejer, og fordi
  3. udlejer i lejeperioden vederlagsfrit kan disponere over den lejerfinansierede ombygning, når lejer ikke selv gør brug heraf.”

– Sagen er bare, fortsætter Jørgen Madsen, at der også i aftalen står, at SIF’s leje består i, at de skal afskrive den investering på 33 mio. kr., de dengang lavede i loungen på stadion. Og det har SIF da også gjort hvert år indtil nu. Problemet opstår, fordi Økonomiudvalget og borgmesteren har besluttet at fastfryse værdien af loungen til de 19.1 mio. kr., som var værdien pr. 31.12 2012. Det er blevet til den pris, som Silkeborg Kommune køber loungen til. Og de 19.1 mio. kr. bliver derefter til en del af de 70 mio. kr., som SIF Invest A/S betaler som forudbetalt leje til det nye stadion.

– Siden 2012 er loungen fortsat blevet nedskrevet i SIF’s regnskab, og værdien ville med udgangen af 2016, hvor den gamle lejeaftale er blevet opsagt, være ca. 14.5 mio. kr. Det ville dermed være den reelle købspris for Silkeborg Kommune, ikke 19.1 mio. kr.
– Hvis borgmesteren og Økonomiudvalget fastholder, at prisen er 19.1 mio. kr., så må det betyde, at overtagelsen i virkeligheden er sket fra 1. januar 2013, og så skal SIF Invest A/S i stedet betale leje for årene 2013 til 2016, fastslår Jørgen Madsen.

Der er nu indgået en midlertidig lejeaftale mellem Silkeborg Kommune og SIF Invest A/S om superligaholdets brug af Mascot park i første halvdel af 2017, indtil det nye stadion står klar efter sommerpausen. En aftale, som blev godkendt på byrådets møde i oktober. Her er lejen sat til 1.080.000 kr. på årsbasis. SIF skal dog kun betale for perioden fra sidste halvdel af februar til og med første halvdel af juni, hvor der skal spilles superligakampe.
– Det har jeg også bedt Tilsynet om at vurdere lovligheden af, siger Jørgen Madsen. – Jeg har aldrig hørt om en så generøs udlejer før, som lader en lejer springe halvanden måneds leje over, fordi lejeren ikke lige har brug for lejemålet i den periode. Det sparer SIF Invest A/S 135.000 kr. på.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: