Enhedslisten tillader ikke partihoppere


Nummer tre på kandidatliste, Charlotte Kold, skriver under på erklæringen,
mens andre kandidater venter på deres tur.

Denne byrådsperiode har været præget af mange ”partihop” – altså byrådsmedlemmer, som er valgt for et parti men er sprunget over til et andet parti, eller som har valgt at blive løsgængere. To byrådsmedlemmer er hoppet to gange og tre andre en enkelt gang.

Det slags accepteres ikke i Enhedslisten. Her skriver byrådskandidaterne under på, at de afleverer deres mandat til partiet, hvis de ikke længere ønsker at repræsentere Enhedslisten. I stedet indkaldes en suppleant.

”Vi mener, at det er at snyde vælgerne, hvis man forærer sit mandat til et andet parti, eller bare beholder det for sig selv. Selv om personer måske betyder meget i politik, så ved vi jo alle godt, at der ikke er nogen i byrådet, som ville være blevet valgt, hvis de ikke havde stået på en partiliste. Når vælgerne har stemt på for eksempel Socialdemokratiet eller Venstre, så er det jo snyd at give det til et andet parti,” siger byrådsmedlem Jørgen Madsen.

”Til gengæld modtager vi heller ikke mandater fra andre partier,” forsætter han. ”Det ville jo være dobbeltmoralsk. Man skal tage vælgerne alvorligt”

Samtidig skriver kandidaterne også under på, at de afleverer en tredjedel af deres byrådsvederlag i partiskat, dog minus udgifter til arbejdstab i forbindelse med byrådsarbejdet.


Sådan ser blanketten, Enhedslistens byrådskandidater udfylder, ud.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: