Friplejehjemmet i Kjellerup

Beboerne på de kommunale plejehjem betaler


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Siden 1. november 2015 har vi haft et friplejehjem i Silkeborg kommune. Som Hans Okholm skrev i et læserbrev i torsdags, er det etableret på tværs af ønsker og behov i kommunen.

Lige lidt historie og fakta: Loven om friplejehjem er vedtaget i 2011 under den tidligere VK-regering, som med stor iver ville privatisere mest muligt af den offentlige service. Det skulle være attraktivt at etablere friplejehjem, og derfor blev der vedtaget en lukrativ betaling til driftsherren af friplejehjem.

Loven er lavet sådan, at en friplejeboligleverandør skal godkendes af Sundhedsstyrelsen, og derefter kan boligministeren godkende en ansøgning om etablering af et friplejehjem i en hvilken som helst kommune i landet. Ministeren behøver ikke spørge kommunen, om den synes det er en god idé, om der er behov, eller om det kolliderer med kommunens planlægning på området. Ministeren godkender og kommunen har at betale. Basta! Betalingsordningen er siden (på bl.a. Enhedslistens foranledning) blevet ændret af Folketinget, så et friplejehjem godkendt efter 2015 ikke kan få en højere betaling for en borger, end det koster at have borgeren på et kommunalt plejehjem. Men friplejehjemmet i Kjellerup blev godkendt før denne lovændring, og derfor er kommunen forpligtet til at yde den høje betaling frem til 2025, hvorefter beløbet reduceres, så det svarer til det beløb, det koster at have en borger på et kommunalt plejehjem.

Betalingen til friplejehjemmet konteres på Ældre- og Handicapudvalgets (ÆHU) konti. Før åbningen var der bekymring i udvalget for økonomien, for allerede på det tidspunkt kunne vi ved sammenligning med andre kommuner se, at det ville medføre en betydelig merudgift. Lige siden har vi i ÆHU påpeget over for såvel Økonomi- og Erhvervsudvalget (ØKE) som resten af byrådet, at den budgetmæssige ramme, udvalget har, ikke rækker til at dække den betydelige merudgift. I Enhedslisten har vi påpeget det hvert år i forbindelse med budgetlægningen og foreslået tilført penge til dækning af merudgiften. Men som bekendt har ingen andre partier lyttet til os.

ØKE fik d. 15/5 forelagt en notat, som godtgør, at det koster kommunen cirka fire millioner årligt i merudgift. I ØKE sidder repræsentanter for V, K, DF, S og SF, men ikke bare ét medlem ville give den ekstra bevilling.

Det får formodentlig som konsekvens, at servicen forringes for alle de borgere, der “kører på fællesklasse”, for de kommer til at betale for de 25-30 borgere, der “kører på 1. Klasse” på friplejehjemmet. I Enhedslisten mener vi, det er helt urimeligt. Merudgiften bør betales af alle borgere indtil 2025.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: