Går Enhedslisten ind for at lukke Vangen?

Tja, sådan endte det. Men var det også sådan, vi gerne ville have, at det skulle være?

Jørgen_240

af Jørgen Madsen, medlem af Børne- og Ungeudvalget

Børne- og Ungeudvalget skulle på sit møde den 1. april tage stilling til, at der samlet er for mange pladser i daginstitutionerne i Alderslyst. De er samlet i en såkaldt klynge, der omfatter Børnegården, Vangen, Engen og Søholt.

Det skyldes dels det faldende børnetal i hele kommunen, hvor antallet af 0-6 årige børn er faldet med ca. 475 børn fra januar 2012 til januar 2014. Og dels lokale forskelle.

I Alderslyst forventes der at være 29 pladser for meget til 0-2 årige og 38 pladser for 3-6 årige i 2015.

Skal det være Vangen?

Det var på som et lukket punkt, så min mulighed for at diskutere det på forhånd var begrænset, og som udgangspunkt er det vores holdning i Enhedslisten, at kapaciteten på børnepasningsområdet skal svare til behovet. Både samlet i kommunen og lokalt.

Formålet med punktet var:

”På baggrund af det fortsat faldende børnetal i Silkeborg Kommune foreslår Børne- og Familieafdelingen, at antallet af 0-6 års pladser reduceres i Alderslyst senest fra 1. januar 2015.”

Forvaltningen pegede på lukningen af Vangen og foreslog at sende det i høring i bestyrelsen for Daginstitutionen Alderslyst, som omfatter de nævnte institutioner.

Selv om jeg syntes, at der var tale om en temmelig lukket proces, var jeg positivt indstillet overfor forslaget, fordi der som sagt skal være sammenhæng mellem behovet og antallet af pladser.

Under behandlingen af punktet gik det op for mig, at jeg ikke havde læst dagsordenen grundigt nok, for indstillingen var i virkeligheden, at det som Børne- og Ungeudvalget sender i høring, er tidspunktet for lukningen af Vangen, ikke som jeg troede tilpasningen af den samlede kapacitet i klyngen.

Jeg skulle derfor pludselig tage stilling til, om Enhedslisten går ind for, at antallet af pladser tilpasses ved at lukke Vangen, og ikke om hvordan forældrene i Alderslyst skal spørges om, hvordan problemet løses.

Og det endte så med, at jeg tøvende nikkede ja til forvaltningens indstilling. Og så fanger bordet.

Hvad var alternativerne?

Jeg kunne have sagt, at vi i Enhedslisten synes, at normeringerne i daginstitutionerne er for dårlige, at vi synes, at overkapaciteten skal bruges til at forbedre dem. Problemet er bare, at vi jo ikke har musklerne til at fastholde det. Hvis vi ikke går med til at tilpasse, gennemfører flertallet bare besparelser på en anden måde. Og det er vel heller ikke rimeligt, at der bliver bedre normeringer i Alderslyst end andre steder i kommunen.

Jeg kunne have fastholdt, at Børne- og Ungeudvalget skulle have spurgt forældrene åbent om, hvordan de synes tilpasningen skal foregå. Med efterfølgende krig mellem de enkelte institutioner i klyngen og et muligt (dårligt) forslag om at fordele smerten på alle områder.

Og ville det i virkeligheden bare være en ”skinhøring”, hvor beslutningen var taget på forhånd?

 

Jeg kunne have trukket i håndbremsen, fordi punktet var uklart formuleret, og have foreslået, at det blev udskudt til næste møde. Jeg var ikke den eneste, der ikke havde opfattet den rette sammenhæng. Sagen handler ikke kun om tilpasning af pladser, så der er det bedst mulige pædagogiske tilbud, men også om få den størst mulige besparelser ud af måden, det gøres på. Byrådsflertallet har jo besluttet, at alle områder skal bidrage med en procents effektivisering/besparelse. Og lukningen af en hel institution er selvfølgelig den mest effektive besparelse.

Er det den bedste løsning?

Vangen er en velfungerende børnehave med plads til 44 børn, hvor der er otte ubesatte pladser.  Der er nok ingen tvivl om, at forældre og personale er glade for den og synes, at det er en dårlig ide at lukke den. Hvorfor så pege på den? Ganske enkelt fordi, der er bedst økonomi i at lukke den!

I forhold til standardnormeringen er der en ekstra lønudgift på 620.000 kr. pga. af de tomme pladser, og der kan spares 200.000 kr. på drift af bygningen. I alt 820.000 kr.

Den ligger på Lollandsgade midt i Alderslyst, mindre end en km. fra de nærmeste to nærmeste institutioner i klyngen, Børnehuset på Plantagevej og Engen på Kejlstrupvej. Så man kan vel ikke sige, at afstanden er et problem.

De andre institutioner rummer også vuggestueafdelinger, i modsætning til Vangen, som kun er børnehave.

Så alt i alt mener jeg, at vi i Enhedslisten godt kan lægge navn til beslutningen om, at det er den bedste måde at tilpasse antallet af pladser til antallet af børn i Alderslyst.

Men jeg indrømmer gerne, at processen ikke er så køn.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: