Gorridsen på krigsstien

Jarl Gorridsen er dispensationernes mand og totalt uambitiøs på naturens vegne

efteraar-almindsoe
Læserbrev af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

I tirsdags, dagen efter seneste byrådsmøde, overlod Midtjyllands Avis forsiden plus en halv side inde i avisen til formanden for byrådets Plan-, Klima- og Miljøudvalg, Jarl Gorridsen, så han kunne svine Danmarks Naturfredningsforening til, fordi de ikke kan forstå det geniale i hans politik.

Nu er det selvfølgelig Naturfredningsforeningens opgave at tale naturens sag og heldigvis for det.

Jarl Gorridsen har i sine 11 måneder som formand for Plan- Miljø- og Klimaudvalget koncentreret sig om at være dispensationernes mand. Større sommerhuse, flere bådebroer, væk med grønne tage, mere byggeri, mindre natur…

Planer for højhuse og grønne områder er kun til besvær og kan ændres efter behov. Men hvis behov? Når en borger får dispensation, er der som regel altid nogle andre borgere, der mister noget.

På mandagens byrådsmøde behandlede vi flere nye lokalplaner. Ingen af dem bar præg af, at der havde været overvejelser om bæredygtighed ind over, på trods af at det endda var fremhævet som et af formålene.

Fra Enhedslistens side spurgte vi Gorridsen, hvorfor de ikke havde brugt de bæredygtighedsværktøjer, som byrådet har vedtaget, som vi faktisk tidligere både har rost og efterlyst. Efter noget udenomssnak lød undskyldningen, at det jo var et nyt udvalg, men nu skulle de nok tage sig sammen fremover.

Det skyldes måske i virkeligheden, at udvalgets flertal synes, at det er meget sjovere at bruge dispensationsværktøjet.

Det er sjældent, at vi i Enhedslisten har hævet stemmen på byrådsmøderne, men vi synes faktisk, at vi blev temmelig skarpe i vores kritik. Men åbenbart ikke skarpe nok til, at det vækkede avisens interesse. Det førte kun til en lille notits om, at vi ikke syntes, at der var tænkt nok i bæredygtige løsninger. Det er noget af en underdrivelse!

Vi kaldte faktisk lokalplanerne fuldstændig uambitiøse og kritiserede som nævnt, at udvalget ikke bruger de udmærkede værktøjer, som byrådet har godkendt.

Ingen krav om passivhuse og vedvarende energi, ingen krav om genanvendelse af regnvand, ingen krav til affaldssortering osv. Kort sagt: ingen bæredygtige ambitioner.

Måske skulle vi foreslå, at udvalget skifter navn fra Plan-, Klima- og Miljøudvalget til Plan- og Dispensationsudvalget?



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: