Nej, Silkeborg Kommune vil ikke spare 6-7 mio.!

– og det kan være svært at forstå …


Af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

”Ka’ det passe, at Silkeborg Kommune ikke er interesseret i at spare 6-7 mio. kr.?” – lød overskriften på et brev, som Silkeborg Motion og Tri (SMT) sendte til byrådet i januar.

Og svaret er JA.

Det er ellers mange penge, så det kan da undre. De kunne f.eks. betale for halvdelen af renoveringen af Nordvestbadet.

Det drejer sig om det gamle stadionhus, som er dømt til nedrivning, fordi ”nogen” har trukket den streg, som angiver matrikelskellet, igennem stadionhuset.

Allerede før grunden, som nu skal rumme det nye boligbyggeri, Vejlboparken på stadiongrunden, blev sat til salg, gjorde SMT opmærksom på, at de havde et forslag, som var bedre for brugerne af stadion, og som samtidig var 6-7 mio. kr. billigere end det erstatningsbyggeri, som forvaltningen havde planlagt.

Men nej, uden politisk indblanding afviste embedsmændene SMT’s forslag.

I det hele taget har denne sag haft en besynderlig tur fra forslag til beslutning.

Uden at politikerne fik kendskab til, at der var et bedre og billigere forslag, endte sagen på byrådets bord i december sidste år, gemt væk i et punkt, der hed ” Godkendelse af bevillingsændringer på baggrund af budgetopfølgningen den 31. oktober 2016”.

Enhedslisten fik også først kendskab til sagen, da vi fik brevet fra SMT. Vi forsøgte på alle måder at bakke deres forslag op, men det endte med, at byrådet i februar stemte nej til at undersøge, om SMT’s forslag kunne gennemføres. Kun Lars Munksø og Johan Brødsgaard støttede vores forslag. Alle andre stemte imod.

Siden har borgmesteren trods alt holdt et møde med bygherrerne, som havde ændret mening og alligevel ikke syntes, at det var en god ide at lave et mageskifte. Som man spørger, får man svar!

Nu godkender Plan- Miljø- og Klimaudvalget lokalplanen for området, og så er der sat punktum i sagen.

Konsekvensen er, at byrådet har sagt nej til et bedre projekt for brugerne af det gamle stadion og til at spare 6-7 mio. kr.

Det kan være svært at forstå.

Måske er grunden, at flertallet af politikerne ikke havde mod til at indrømme, at de ikke havde opdaget sagen tids nok.

Måske var grunden, at den prestige, som for flertallet i byrådet helt klart omgærder både det nye stadion og erstatningsbyggeriet, overskygger almindelig sund fornuft.

Måske var grunden til, at 27 af byrådets medlemmer ikke ville spare 6-7 mio., at forslaget blev stillet af Enhedslisten.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: