Nyt stadion i byrådet

På tirsdagens byrådsmøde skulle der frigives 120 mio. til bygning af et nyt stadion

JørgenMadsen04

På mandagens byrådsmøde skulle de 120 mio. kr. til et nyt stadion frigives. I offentligheden har det set ud som om, SIF selv skal bidrage med halvdelen, altså 60 mio. kr. Enhedslistens Jørgen Madsen pillede myten fra hinanden og klarlagde, hvordan Silkeborg Kommunes skatteydere betaler hver eneste kr.

Du kan læse Jørgen Madsens indlæg herunder – og du kan se debatten på byråds-tv under punkt 17 (åbnes i nyt vindue).

SIF Invest A/S betaler ikke en krone til nyt stadion

Man støder på mange nye, sjove ord i sådan en byrådsdagsorden, og denne gang har jeg så lært, at der er noget, der hedder en indtægtsbevilling. Jeg bør nok være forsigtig med at belære kommunens dygtige embedsmænd i ”byrådsslang”, men jeg vil nu alligevel mene, at det ville være rigtigere at bruge udtrykket: ”lånebevilling”.

For der er ikke tale om, at Silkeborg Kommune får en indtægt på 60 mio. kr. fra SIF Invest A/S. Der er tale om et lån på 60 mio. kr., som Silkeborg Kommune afdrager over de næste 25 år.

Lejeaftalen på det nye stadion

Ifølge den lejeaftale, som Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendte den 19. januar i år, og som ligger til godkendelse i Statsforvaltningen, skal SIF Invest A/S betale 4.417.000 kr. i leje for at bruge det nye stadion. Men først trækkes forrentningen af SIF Invest A/S investering (=lån) på de 60 mio. fra, svarende til 4.046.000 kr., og så bliver der tilbage at betale 371.000 kr. om året. *)

Denne lejeaftale er skruet sammen efter de samme principper, som gælder for brugen af stadion i dag.

Det skal jeg komme tilbage til.

For at nå ned på en årlig leje på disse 4.471.000 kr., er der sket forskellige reduktioner af SIF’s leje-andel. Det skal jeg også komme tilbage til.

Hvis prisen bliver mere end 120 mio. kr.

Det forventes åbenbart, at den samlede pris på det nye stadion bliver 125 mio. kr., ikke 120. Og så er aftalen, at SIF Invest A/S skal betale overskridelsen.

Men igen – der bliver tale om et lån.

Hvis prisen ender på 125 mio. kr., falder huslejen til 63.000 kr. om året. En forskel på 308.000 kr.

Over de 25 år, som afskrivningen strækker sig over, løber det op i 7.7 mio. for en investering på fem mio. kr.

Det er da ikke så ringe i disse tider, hvor man næsten kan få penge for at låne penge.

SIF’s lejerandel skrumper

Som jeg nævnte, er der foretaget forskellige beregninger af, hvor stor en del af det nye stadion, SIF Invest A/S skal betale leje af.

Hovedbygningen bliver på ca. 7000 m2, hvor det vurderes at SIF skal disponere over 79%.

Jeg forstår godt, at SIF har været meget interesseret i, at den nye bane skal være kunststofgræs, for det betyder, at der kan spilles mange kampe på den. Deloitte har gættet på, at der vil blive spillet 200 kampe om året, og at SIF kun spiller de 30. Det svarer til 15%, og så skal SIF kun betale 15% af lejen for ikke bare kunststofbanen men også tribunerne.

Oven i dette reduceres lejen med 40% for tribunerne , fordi det skønnes, at SIF kun har brug for 6000 tilskuerpladser, men der bliver jo plads til 10.000. En interessant betragtning eftersom det jo udelukkende er af hensyn til SIF, at der bliver plads til 10.000 tilskuere. Det er et krav fra DBU elle FIFA, at der skal være plads til så mange til internationale kampe.

Alt er lovligt, men alt skal også være synligt

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke tror, at der er noget som helst af alt det, som jeg her har ridset op, som er ulovligt. Jeg tror bestemt, at Deloitte ved, hvad de har med at gøre. Og skulle der være en detalje, som ikke er i orden, er jeg også sikker på, at det vil blive rettet.

Jeg er sikker på, at Økonomi- og Erhvervsudvalget og kommunens embedsmænd ønsker at være på lovlig grund.

Når jeg har brugt så lang tid på at gennemgå denne sag, er det fordi, jeg ønsker, at der skal være fuldstændig klarhed over finansieringen af et nyt stadion til 120-125 mio. kr. i offentligheden, også blandt borgere, som ikke sidder og nærlæser referater fra Økonomi- og Erhvervsudvalgs- og byrådsmøder.

Det er skatteyderne i Silkeborg Kommune, der betaler det fulde beløb.

Prisen på loungen og leje af det gamle stadion

Økonomi- og Erhvervsudvalget har meldt ud at prisen på loungen på det gamle stadion er 19.1 mio., som Silkeborg Kommune dermed skal betale SIF Invest A/S – og at den pris er godkendt af Statsforvaltningen. Altså pr. 31. december 2012.

De 19.1 mio. kr. er den bogførte værdi i SIF Invest A/S regnskab i 2012. Ifølge lejeaftalen skal SIF Invest A/S nemlig foretage en lineær afskrivning, således at loungen afskrives over lejeperioden på 30 år.

Og SIF Invest A/S følger jo lejeaftalen og har afskrevet yderligere i de to regnskaber, som er aflagt siden.

I 2013 var værdien 17.976.000 kr.

I 2014 var den 16.818.000 kr.

Og jeg er sikker på, at hvis vi spørger Statsforvaltningen i dag, vil det være den korrekte pris pr. 31. januar 2014.

Og der vil mindst gå to år mere, før SIF kan flytte ind på Søholt. Og til den tid vil prisen være mindre end 15 mio. kr.

Nu er jeg ganske vist ikke specielt skrap til at læse regnskaber, men jeg kan ikke finde nogen form for leje på Silkeborg Stadion, så jeg går ud fra, at lejen stadig består i nedskrivningen af værdien af loungen.

Og jeg er meget sikker på, at det ikke vil være lovligt, hvis Silkeborg Kommune stiller stadion gratis til rådighed for en børsnoteret virksomhed.

I et svar til mig den 12. november sidste år fastholder Økonomi- og Erhvervsudvalget, at prisen er 19.1 mio. kr. og påviser ikke, at SIF Invest A/S er begyndt at betale leje.

Hvis Økonomi- og Erhvervsudvalget også i aften fastholder, at prisen på loungen er fastfrosset pr 31. 12 2012, og at SIF Invest A/S ikke skal betale leje af brugen af stadion frem til det nye på Søholt står færdigt, er jeg nødt til at gå videre til Statsforvaltningen med sagen.

*) Der anvendes ved beregning af kapitalomkostninger en rente på 3% med et tillæg på 1,5%, i alt 4,5%, og en afvikling over 25 år, uanset at lejeaftalen løber over 30 år.

(Deloitte: Principper for fastlæggelse af leje af brug af nyt stadion)



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: