Penge til ældreområdet

Underbudgetteringen af ældreområdet skal stoppes

LeneFruelund01
Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Det vil være en skandale af rang, hvis et konsulentfirma kan finde 18 mio. ved at få ansatte inden for ældreplejen til at arbejde smartere. I så fald må man konkludere, at alle ledere inden for området er uduelige, og at medarbejderne lader hovedet blive hjemme, når de tager på arbejde. Det tror jeg ikke, og derfor tror jeg også, det bliver vanskeligt for konsulentfirmaet blot at tjene deres egen løn hjem ved forslag om smartere arbejdsmetoder.

Når det ser ud til, at der kommer til at mangle i omegnen af 18 mio. på ældreområdet, er det ikke et resultat af dårlig ledelse og ekstravagance indenfor ældreplejen men alene et resultat af en urealistisk budgetlægning i 2013 og nu i 2014. Budgettet for 2014, som blev vedtaget af det tidligere byråd, var optimistisk lavt. Jeg ved ikke, om det daværende byråd troede, at den gode og fornuftige indsats med ’mestring’, som blev iværksat i 2013, ville give store økonomiske besparelser. Mestring handler om, at hjælpe og støtte borgere, der får behov for hjælp, til at kunne mestre flest mulige opgaverne selv. Det har været og er stadig en succeshistorie, når en borger hjælpes til at genvinde færdigheder, eller hjælpes til at kunne mestre opgaver, som de ikke selv troede var muligt at mestre længere. Det giver værdighed og tilfredsstillelse, og må ikke forveksles med en spareøvelse.

Sagen er, at allerede i januar 2014, kunne vi i ældre- og handicapudvalget konstatere, at der sandsynligvis ville komme til at mangle et større millionbeløb på budgettet for 2014. Da regnskabet for 2013 forelå, kunne udvalget ved selvsyn se, at budgettet for 2014 var 12 mio. lavere end regnskabet for 2013. Det siger sig selv, at når der bliver flere ældre, og de ældre lever længere og i øvrigt skal have færre sengedage på hospitalerne, så vil det være vanskeligt at bevare det vedtagne serviceniveau, når budgettet skrumper. Budget 2015 er udarbejdet på baggrund af budget 2014, som altså var underbudgetteret, og dermed bliver budget 2015 også underbudgetteret. Der er tale om en ond spiral, som Enhedslisten gennem hele året, og senest ved budgetforhandlingerne, har forsøgt at få det øvrige byråd til at indse. Derfor foreslog vi også budgettet for 2015 hævet med 10 mio. til ældreområdet. Selv 10 mio. viser sig at være for lidt.

Kommunens økonomi ser rimelig god ud, og det er muligt og nødvendigt at bevilge flere penge til området og dermed undgå smertefulde nedskæringer. I Enhedslisten håber vi, at hele eller et flertal i byrådet kan bringes til at indse dette.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: