Politikerne og Midttrafik skal tænke nyt

Offentlig transport skal dække borgernes behov


Af Lykke Dahlén, byrådskandidat

Midttrafik har lagt op til, at regionen skal lukke busrute 112 Silkeborg – Sorring – Århus eller skære i afgangene. Busafgange, der i forvejen er sparsomme dagen igennem, men specielt om aftenen/weekenden.

For os i Sorring betyder yderligere nedskæringer i den kollektive trafik, at vi lige så stille lukker ned i lokalsamfundet på aktiver, som fastholder den nuværende befolkning, og som giver liv og muligheder for alle generationer i byen. Samtidig imødekommer dette tiltag slet ikke de knapt 800 personer, der ifølge Silkeborg Kommunes befolkningsprognose årligt flytter fra Aarhus til Silkeborg Kommune, hvor Sorring indtil nu har været et attraktivt valg for dem. Nedlægning/nedskæring af kollektiv transport er heller ikke miljøvenligt, og ikke specielt demokratisk, idet det reelt betyder, at man SKAL eje og kunne føre bil for at bo uden for de større byer. Denne tilgang gør det på alle måder uattraktivt at bo i oplandet – for kan man selv og ens kære så fragte sig selv rundt i bil gennem alle livets faser? Næppe!

Det kan ikke passe, at den kommunale udvikling og bosætning skal være afhængig af regionsrådets nåde og af Midttrafiks manglende evne til at udvikle forretnings- og servicemodeller for offentlig transport i oplandet.
Hvis bus 112 virkelig skal lukkes eller bespares på de allerede sparsomme afgange, så må det være rimeligt, at Silkeborgs bybusser fremover servicerer Voel, Sorring, Toustrup og Toustrup Mark med passende frekvens og volumen, som matcher borgernes behov: Det er ikke i orden at skære en del af infrastrukturen væk og indskrænke mulighederne i et hjørne af kommunen.

Hvorfor i alverden skrider regionens politikere ikke ind og samarbejder med Midttrafik og kunderne om at udvikle nye koncepter for offentlig transport, som dækker mere intelligent: Hvor og når folk har brug for det?

Midttrafik har et stort forretningspotentiale i regionen i forhold til at få et større kundegrundlag, men udnytter det knapt: Busafgangene i oplandet støtter ikke mobiliteten i lønmodtagernes jobsituation. Samtidig insisterer Midttrafik med besparelsesforslaget på at bibeholde forretningsmodellen med, at de kun har indtjening, hvis de har kæmpestore, fyldte busser kørende, der ikke afviger fra rute og køreplan (i kombination med et korps af taxaer i flextur og andre kørselsordninger, som koster dyrt i kommunens budget for den kollektive trafik). Det svarer til langsomt at dreje nøglen om til en købmandsbutik, fordi købmanden insisterer på udelukkende at sælge skinke på dåse og nægter at bringe ud – og kunderne kræver friske varer med levering.

Det er ubegribeligt, at Midttrafik ikke overvejer andre, innovative løsninger, som passer til borgernes behov og til nutidens trends med bæredygtighed, fleksible og gode services, social- eller deleøkonomi. Men værst af alt er det både tragisk og ubegribeligt, hvilken effekt dette får for Sorring og oplandet generelt. Vi skal derfor presse regionsrådet til at arbejde konstruktivt med fremtidens offentlige transport.

Så servicér da borgerne fantastisk med den offentlige transport på nye måder – og tænk over, hvilket stort ansvar I har med busdriften for aktiverne og mulighederne i oplandet!

PS: Måske tænker Midttrafik og regionen, at I allerede er vildt innovative med flextur? Tænk lige igen. Jeg har droppet at bruge det herude i oplandet efter nogle gange at have prøvet booking to-tre dage før afgang for at få beskeden, at der enten ingen ledige pladser var, eller jeg kunne ankomme til destinationen 3-5 timer før/efter, jeg skulle være der. Jeres telebusser på busrute 112 kan man forresten heller ikke booke, når man ringer – jeres telefondamer siger, de ikke eksisterer. Det er bare overhovedet ikke godt nok!



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: