Praktik

De ansatte knokler

Lene_240w
Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

For at kvalificere mig til mit arbejde som medlem af ældre- og handicapudvalget i Silkeborg, har jeg i dag afsluttet en ‘praktikperiode’, hvor jeg over de sidste knap to måneder har været med på en arbejdsdag seks forskellige steder i kommunen. Jeg har været på dagcentret på Remstruplund, fulgt i hælene en dag på en fra hjemmeplejen i den sydlige del af kommunen, været med på Funder Plejecenter og i demensafsnittet, haft en dag på Lysbro Uddannelsescenter med aktivitetstilbud i Kunst og særlig tilrettelagt uddannelse for unge(STU), været med en eftermiddag og aften i botilbuddet på Arendalsvej og i dag mødte jeg kl. 6.00 i botilbuddet Bakkehuset i Kjellerup for svært fysisk- og psykisk handicappede borgere. Jeg har fået en betydelig indsigt i det område, som jeg de næste knap fire år skal være med til at træffe beslutninger indenfor.

Jeg har mødt en masse meget engagerede ansatte, som møder en til tider meget uforudsigelig hverdag, hvor det kræver engagement og faglig dygtighed for at kunne give de borgere, de arbejder med og for, et godt og værdigt liv. De gør en beundringsværdig indsats. Alle steder har de været udsat for nedskæringer og særlig markant i erindringen står de mange fyringer i 2010. Det var svært at se sig ud af, men de har arbejdet benhårdt for at undgå, at det blev borgerne i deres varetægt, der kom til at betale prisen. De har også fundet smartere måder, at arbejde på – effektiviseringer kaldes det i den aktuelle sprogbrug. De har ydet et stort bidrag til at sikre Silkeborgs nu gode økonomi. Jeg ved ikke, om de har fået tak for det, men det fortjener de.

Der er dog grænser for effektiviseringsmulighederne – presses appelsinen for hårdt, kommer den bitre saft fra skrællen med, og det kan ødelægges al saften. Gad vide om byrådsflertallet tænker på det – i Enhedslisten tvivler vi, men vi vil være på stikkerne for at sikre kvaliteten i den borgernære velfærd.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: