Silkeborgs mest økonomisk ansvarlige parti


Af Peter Sig Kristensen, byrådskandidat

Vi sætter i Enhedslisten en ære i, at pengene skal passe. Derfor fremlægger vi også altid finansieringsforslag, når vi fremlægger vores forslag til øgede midler til kernevelfærden. Til børn og unge, til ældre, til handicappede, til udsatte.

Vi konstaterer dog, senest med budgetaftalen for 2018 i Silkeborg Kommune, at vi ikke deler den ansvarlighed med resten af byrådet.

Silkeborg Kommunes byråd har således lavet en helt central aftale mellem alle partier om, at der på ethvert tidspunkt skal være 250 mio. kr. på kistebunden – til dårlige tider, så vi ikke igen skal igennem det besparelsesmareridt, som vi så i forrige byrådsperiode.

Men byrådets partier, undtagen Enhedslisten og Liberal Alliance, fifler gevaldigt med denne aftale i årets budgetaftale. Hele 133 mio. kr. er således nu disponeret af de 250 mio. kr. på kistebunden. Altså over halvdelen. De er sat af til multiarena, svømmecenter og søtorvsprojektet.

Det svarer til, at du i din husholdning brugte forsikringspengene i næste års husholdningsbudget på en tur til sydens sol for hele familien. Fordi du ikke lige kunne prioritere mellem alt det, du ønsker dig.

Vi ved godt, hvad vi ønsker os i Enhedslisten, og vil prioritere det. Flere penge til kernevelfærden. Og før vi har styr på det, stemmer vi ikke for drømme.

De 165 mio. kr. til JYSK Park kunne i øvrigt lune nu i kassen, i stedet for, at alle byrådets partier undtagen Enhedslisten havde klattet dem væk. Og fortsat gør det, nu i driften af stadion.



Emner: