Skal der spares 150 millioner?

Der er endnu ikke sat punktum i sagen – intet er fastlagt


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Fejlagtige oplysninger bliver ikke rigtige af at blive gentaget mange gange, men gentagelserne kan få den effekt, at stadig flere tror, at det er rigtigt, det der bliver sagt eller skrevet.

Jeg vil hermed forsøge at forhindre, at alle silkeborgensere snart ender med at tro, at det er et faktum, at der skal spares 150 mio. i Silkeborg – bare sådan her og nu eller til næste år.

Det er helt korrekt, at der i forbindelse med budgetforliget for 2016, som Enhedslisten ikke er en del af, blev vedtaget følgende:

”Økonomi- og Erhvervsudvalget igangsætter i oktober 2015 opgaven med at udarbejde et forslag til at reducere driftsudgifter i overslagsårene 2017-2019. For at sikre budgetbalance skal der fremkomme et forslag om reduktioner i størrelsesordenen 150 mio. kr.”

Bemærk, der er ikke tale om besparelser for 150 mio. nu, men forslag, der kan bruges over de næste tre år, HVIS det bliver aktuelt, for det er nemlig ikke sikkert.

Baggrunden for beslutningen om sparekataloget var, at den (endnu) siddende lille Venstreregering, i sit regeringsprogram har indskrevet, at kommunerne hvert år skal betale et såkaldt omprioriteringsbidrag, som regeringen efterfølgende kan bestemme, hvad skal bruges til. Denne omprioritering af kommunernes penge støttes af de borgerlige på Christiansborg, men ikke af hverken blå, røde eller andre kulører i kommunerne. Og vi er mange af forskellig politisk observans, der håber at få overbevist  Kommunernes Landsforening om, at de ikke her i foråret skal indgå en aftale om kommunernes økonomi for 2017, som indeholder et omprioriteringsbidrag.

Der er således ikke sat punktum i denne sag, intet er fastlagt, men det er rigtig fornuftigt, at forældrene til børn i daginstitutioner her i kommunen opruster og forbereder sig, som vi kunne læse i avisen forleden, og det vil være rigtig fornuftigt, hvis også andre, der er afhængig af kommunal service (og hvem er ikke det?), opruster. Regeringen bør forstå, at man ikke kan bevilge afgiftslettelser på dyre biler og sløse med skatteinddrivelse eller betale mere end 9 mia. kroner til udenlandske svindlere og så bag efter barbere de kommunale budgetter. Det burde kunne gøres klart for selv den mest tonedøve politiker på Christiansborg. I kommunerne drejer det sig om penge til at sikre den borgernære velfærd, og det er noget af det mest betydningsfulde og fornuftige, vi kan bruge samfundets midler til.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: