Det Forenede Byrådsparti slår til igen

Der er ingen grund til at tale ned til borgerne.

Læserbrev af Jørgen Madsen, byrådskandidat for Enhedslisten Silkeborg

Jørgen_140

Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF er trætte af anonyme indlæg om hullet på Torvet. Jeg har været til mange valgmøder, hvor mange borgere med navn og i fuld offentlighed har udtrykt deres utilfredshed med de forenedes ”visioner” om en p-kælder under Torvet. Ligesom jeg selv i fuld offentlighed har gjort.

Der er ingen muldvarpe her.

Frank Borch siger på De Forenedes vegne: ”Jeg kan mærke, at mange borgere ikke er helt klar over, hvad sagen drejer sig om.”

Men der er ingen grund til at tale ned til borgerne.

De ved udmærket, hvad det drejer sig om. De er bare uenige med jer, Frank, Steen, Hanne og Hans.

Der er ikke noget, der skal kommunikeres ud. Mange borgere deler simpelthen ikke jeres ”vision”. De synes ikke, det er visionært at grave Torvet i Silkeborg op for at lave flere parkeringspladser. I en by, hvor der altid er ledige parkeringspladser.

Det er heller ikke anonyme borgere, der antyder, at der skal skattekroner i spil for at få en ny parkeringskælder. Det er borgmesteren selv, der har introduceret begrebet ”negativ salgssum”, og som hemmeligholder beløbet midt i valgkampen. Så må vi andre gætte. I Ålborg måtte kommunen spytte mellem 15 og 25 millioner i et tilsvarende projekt fra samme entreprenør.

Ligesom mange ikke synes, det er visionært at lave en ny veje gennem Nordskoven for at lede endnu flere biler ind midt i byen til et butikscenter, som I også synes er fantastisk visionært.

De skal ikke have noget forklaret. De er uenige med jer. Og de siger det åbent op I jeres ansigter.

Der er ingen grund til at være fornærmede. I har en dårlig sag. Mange borgere vil bare ikke købe jeres visioner. De er uenige med jer.

Forstå det dog.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: