Udbud i hjemmeplejen er ikke en Kolding-model

Vi skal holde fokus på de bedste løsninger

LeneFruelund01
Læserbrev af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Der har været en debat her i spalterne om det igangværende udbud indenfor hjemmeplejen. Nogle indlæg bygger på manglende viden om, hvad det er, Ældre- og Handicapudvalget har igangsat.

Senest har Peter Yde haft et indlæg, hvor han med henvisning til skrækscenariet i Kolding opfordrer til, at udbuddet droppes. Vi laver i Silkeborg ikke et udbud efter samme principper, som de gjorde i Kolding. I Kolding valgte man en metode, hvor den leverandør, der kunne stille med det billigste tilbud fik opgaven, og andre firmaer kunne så få lov at levere ydelser til den samme pris. Når et svensk firma, der ikke betaler skat, dumper prisen og vinder, er det klart, at det bliver umådeligt svært for seriøse firmaer at levere varen, nogle forsøgte men knækkede selvfølgelig halsen, fordi prisen var urealistisk lav. Derfor var bl.a. jeg kraftig fortaler for den udbudsmetode, vi har valgt her i kommunen, hvor både pris og kvalitet vægtes, og hvor vi vælger de 3-4 bedste tilbud. Der bliver således tale om tilbud, som det enkelte firma mener, de kan stå inde for, og ikke nødvendigvis en helt ens betaling til hvert af firmaerne. Dermed undgår vi den skrækkelige situation, de har gennemlevet i Kolding.

Andre har i indlæg givet udtryk for utilfredshed med, at de nuværende leverandører ikke bare kan fortsætte, for det er selvfølgelig træls at få en ny person ind i huset, når man har været glad for den hidtidige. Det forstår jeg godt. Men alle kan vel se det fornuftige i, at vi hele tiden skal holde fokus på, at vi skal have de bedste løsninger uden at betale mere end nødvendigt for dem. Det er et faktum, at færre ældre udelukkende har behov for praktisk bistand, flere har også behov for personlig pleje. Det er alt andet lige mere rationelt, hvis den medarbejder, der kommer i et hjem for at hjælpe en borger op af sengen også samtidig kan sørge for at yde praktisk bistand, i stedet for at en ny person dukker op på et andet tidspunkt for at klare de praktiske opgaver. Sådan er det tilrettelagt i den kommunale hjemmepleje, og sådan vil det også kunne tilrettelægges fremadrettet af de private leverandører.

Det bliver en administrativ lettelse for kommunen, når opgaverne samles på færre leverandører både hvad afregning og kontrol af ydelsernes kvalitet angår. Med andre ord, den enkelte borger skulle gerne opleve mere sammenhæng og færre forskellige personer indenfor dørene, og kommunen skulle hente nogle besparelser på administration. Det, håber og tror jeg, bliver resultatet.



Mød kandidaterne

Nu kan du læse præsentationer af vores fem spidskandidater til byrådsvalget i november.
Du finder dem her

Emner: