Vi er her stadig

    

Det var ikke noget godt valg for Enhedslisten: Vi mistede 930 stemmer. Det kan vi på ingen måde være tilfredse med.

Med 2875 stemmer fastholdt vi trods alt to pladser i byrådet. Det er vi glade for.

Lene Fruelund blev genvalgt som en sikker nr. et. Jørgen Madsen gled ud, og i stedet kommer Peter Sig Kristensen ind i kraft af et flot resultat på hjemmebane i Bryrup.

Vi synes faktisk, vi har leveret en god indsats i de fire år, vi har været i byrådet. Men vi må konstatere, at det var der ikke nok vælgere i Silkeborg Kommune, der var enige med os i, og det tager vi til efterretning. Men det får os ikke til at lægge stilen om eller ændre på politikken. Vi må bare arbejde endnu hårdere fremover.

Det er åbenbart os, der har afgivet flest stemmer til Alternativet, som kom ind med 1277 stemmer i kraft af deres valgforbund med Det Radikale Venstre.

Det kom nok bag på mange af Alternativets vælgere, at deres stemme gik til en Venstreborgmester. Det er vist ikke mange, der kan forestille sig, at der kan føres mere grøn politik til højre i byrådssalen, end der kan med Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF.

Enhedslistens kandidater og andre aktivister har leveret en kæmpeindsats i valgkampen, og vi har fået mange positive tilkendegivelser fra kommunens borgere. Mange har anerkendt vores indsats i forbindelse med højt profilerede sager som parkeringskælder, stadion, de mange dispensationer fra lokalplaner og kommuneplaner – og vores arbejde for bedre forhold i dagtilbud, skoler, på plejehjem og for handicappede.

Det kom bag på os, at valgresultatet endte med at vi mistede en fjerdel af stemmerne. Det kan vi ikke lave om på før om fire år. Det har vi tænkt os at gøre. Vi ved, at det vil kræve en stor indsats de næste fire år, og det er vi klar til at levere.

Vi vil også fremover arbejde utrætteligt på at forbedre velfærden for borgerne i hele Silkeborg Kommune.

Vi vil også fremover være dem, der afdækker de sager, hvor et byrådsflertal f.eks. forgylder professionelle idrætsklubber som SIF eller Silkeborg Golfklub.

Vi vil også fremover trække dispensationer og overtrædelser af kommuneplaner og lokalplaner frem i lyset, uanset hvem der er formand for planudvalget.

Med en byrådsgruppe som rummer erfaring og nye kræfter, men politikken er den samme.

Vi siger, hvad vi mener – og holder, hvad vi lover.



Emner: