Godt med grundig omtanke

Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Det var rigtig dejligt at konstatere, at Plan- og Vejudvalget vil tænke sig grundigt om inden de efter sommerferien tager stilling til et ændret lokalplanforslag for Meny-grunden. Det er også så varmt, at det kan være svært at tænke klart i et mødelokale. I Enhedslisten var vi bestemt ikke glade for det lokalplanforslag, der tillod byggeri af punkthuse i op til 7 etager, men det forslag, der nu er fremlagt, er faktisk værre. Vi siger igen og igen, at bilerne i byen skal under jorden, og det synspunkt er vi enige i. Der snakkes lige så ofte om byfortætning, der mener vi, at grænsen er ved at være nået. Det vil være totalt i modstrid med disse synspunkter, hvis Lidl får tilladelse til at opfylde et areal og lave P-pladser på hele grunden. Kønt vil det heller ikke være. Det bør fastholdes, at der skal være boliger ud mod Christian d.8. Vej, og at P-pladser skal anlægges under jorden. I dette tilfælde kan man fastholde niveauforskellen og lave parkering i 2 niveauer. Dermed kan der blive P-pladser nok til Lidls kunder, og der er plads til nye boliger i midtbyen. Den konklusion håber jeg også udvalget kommer frem til, når de mødes igen efter sommerferien. Skulle Lidl så afvise at lave et supermarked på grunden, vil det ikke være en katastrofe. Med Føtex, Kvickly, Netto, Fakta og Rema 1000 indenfor en begrænset radius, behøver ingen borgere bevæge sig langt for at handle dagligvarer ind. I stedet kunne hele grunden så bruges til boliger og evt. en grøn oase.

 



Emner: